Kommunerne i Danmark har store udfordringer med at sikre en balance mellem at sørge for den rette hjælp til de børn, som har brug for specialiserede rammer i hverdagen og samtidig have orden i økonomien. Som det er nu, er der budgetoverskridelser år for år og pengene bliver desværre fundet ved at skære på velfærden for børn, unge og ældre. Den udvikling er vi nødt til at få vendt. Børnene er fremtidens samfunds fundament. Jeg mener, vi står overfor en af de absolut største udfordringer i samfundet. Kommunerne har behov for et økonomisk løft til det specialiserede område nu. Her lokalt skal byrådet prioritere skarpt, så flere skattekroner bruges på at styrke rammerne for børnenes hverdag.
Helsingør Byråd har sat gang i en proces, hvor flere børn skal hjælpes tidligere i deres liv. Målet er blandt andet at opbygge og styrke de specialpædagogiske kompetencer i almenområdet i daginstitutioner, skoler, SFO’er. Det handler om at give flere børn deltagelsesmuligheder i fællesskabet. Det handler også om at forebygge og undgå, at børn mistrives og bliver så presset, samt stresset i deres nervesystem, at de måske får skolevægring og har behov for indgribende tiltag - som at blive flyttet til et segregeret tilbud.
Flere daginstitutioner, SFO’er og skoler i Helsingør kommune, har allerede i dag, gode erfaringer med at inkludere børn med diagnoser i hverdagen, fx børn med ADHD og autisme. Det skyldes ikke mindst et kompetent personale, som er lykkedes med at skabe den gode pædagogiske relation til det enkelte barn, hvilket er helt afgørende for barnets trivsel. Der er også eksempler på det modsatte - fordi institutioner og skoler er presset af manglende ressourcer og kompetencer nok til at løfte opgaven med inklusionen. Det er forståeligt, at forældrene bliver frustreret over, at deres barn ikke får den hjælp som det har brug for - samt pædagoger og lærere kan blive magtesløse og udfordret i deres arbejde.
Det må aldrig blive en spareøvelse, når vi skal hjælpe flere børn. Det kræver kloge investeringer. Der skal blandt andet ansættes flere pædagoger i daginstitutioner og SFO’er. Der er behov for et kompetenceløft og vi skal have flere to-voksen-ordninger. Vi skal have et styrket PPR-korps og der skal oprettes flere mellemformer og gruppetilbud i institutioner og skoler. Sårbare børn kan hurtigt blive overstimuleret af for mange børn i rummet. Derfor skal vi have færre børn i klasserne og læringsmiljøet skal være fleksibelt, så børnene har mulighed for differentierede rammer med nærværende lærere og pædagoger, som har forberedelsestid sammen.
Administrationen lægger op til, at politikerne tilpasser kapaciteten på specialområdet, i takt med at flere børn favnes i almenområdet. Vi skal samtidigt sikre, at der er et specialskoletilbud, som kan favne de børn, som er allermest sårbare og har brug for helt andre rammer, end de almene institutioner og skoler kan tilbyde. I den sammenhæng er det vigtig at påpege, at børnene på specialskolen Team V, som er meget sårbare med komplekse psykiske og fysiske handicaps, naturligvis ikke skal gå på en almenskole. Disse børn har brug for særlige rammer af høj pædagogisk kvalitet og må ikke blive nedprioriteret i den kommende forandringsproces.
Vi kan forebygge meget, men vi skal også tage hensyn til de børn, som allerede er blevet diagnosticeret og har fået en plads på specialområdet, fx på Nygård skole. Disse børn kan man ikke bare flytte tilbage i almenområdet, fra den ene dag til den anden. Det vil kræve en individuel vurdering, hvor man sammen med forældrene, ser på det enkelte barns trivsel og udviklingsmuligheder. Mange børn på Nygård skole har allerede været igennem et presset forløb i almenskolen. Derfor skal vi stå fast på, at en ny organisering og omstilling på specialområdet ikke må gå for hurtigt af økonomiske hensyn - vi skal tage hensyn til børnenes nuværende skolegang og trivsel.
Byrådet skal træffe beslutning om scenarier for skolerne og specialområdet den 27. Maj. Inden da sendes scenarierne i høring hos skolebestyrelser og medarbejdere. Her skal vi som politikere lytte grundigt til høringssvarene. Implementeringsfasen må ikke være forhastet. Det vil tage tid at vende udviklingen. Vi er nødt til at give børn, forældre og medarbejdere tid til at vænne sig til forandringer.
Det er hverken børnene eller forældrenes skyld, at der er stigende udgifter til specialområdet. Det er heller ikke pædagogerne eller lærernes skyld. Det er politikerne som er ansvarlige for organiseringen af specialområdet. Derfor er det også politikerne, som nu skal løse de strukturelle udfordringer. Der ingen nemme løsninger i en forandringsproces og vi skal være meget opmærksomme på, at det handler om sårbare børn som har brug for ekstra tryghed, struktur og kontinuitet i hverdagen.
Det er nu vi skal prioritere børne- og ungeområdet og sætte det øverst på den politiske dagsorden, ikke kun med snak, men med handling og økonomi. Vi skal lykkes med at hjælpe flere børn tidligere i deres liv, og her får vi brug for en økonomisk håndsrækning fra statens side, og et byråd som er villig til at prioritere børneområdet højere.
