I løbet af sommeren har der været en del skriverier i medierne om reglerne for udleje af Helsingør Stadion i forbindelse med, at Hillerød Fodbold Elite havde rettet henvendelse til kommunen om at spille
hjemmekampene i Helsingør. De spiller ligesom FC Helsingør i 1. division, men har ikke et godkendt stadion til afvikling af kampe i denne division.
Det lykkedes dog ikke at få frem til en endelig aftale, og Hillerød Fodbold Elite har i stedet indgået en aftale med Farum Park.
Fakta i sagen er, at Helsingør Stadion er betalt og ejet af Helsingør Kommune, og derfor naturligvis kan udlejes til tredjepart, når det ikke konflikter med FC Helsingørs turneringskampe. Det gælder naturligvis
også udleje af loungen i stuen og på første sal.
Prisen for at leje banen pr. kamp for Hillerød Fodbold Elite ville have været 13.750 kr., som ville dække udgifter til personale- og maskinomkostninger i forbindelse med klargøring- og efterbehandling af bane, banelys samt rengøring.
FC Helsingør har ved stadionets opførelse bl.a. investeret i fadølsanlæg i loungen i stueetagen samt indrettet og indkøbt inventar til kioskerne, herunder fadølsanlæg. Derudover har FC Helsingør pt. en
alkoholbevilling på stadion.
Det betyder, at en tredje part skal indgå en aftale med FC Helsingør om brugen af deres inventar.
Derudover skal der indgås en aftale med FC Helsingør om sikkerhedsvagter og billetsalg. Alt dette nåede parterne dog ikke til enighed om.
Det er værd at bemærke, at stadionbanen naturligvis kan udlejes, uden at der gøres brug af FC Helsingørs inventar.
I sidste sæson spillede Hillerød Fodbold Elite tre kampe på Helsingør Stadion. I den forbindelse har FC Helsingør fremsendt dokumentation til kommunen for, at Hillerød Fodbold Elite har betalt for forbrug i
loungen samt for udstyr og bemanding i forbindelse med før-kamp arrangement. I offentligheden er det fremstået som om FC Helsingør har fremlejet loungen. Det har de ikke og det må de heller ikke.
Det skal også nævnes, at stadion de seneste år har været udlejet til bl.a. Brøndby IF og Silkeborg IF samt udlånt til forskellige ungdomslandskampe, hvor FC Helsingør har stillet personale og kiosker til rådighed.
Så konklusionen er, at kommunen ejer stadion og naturligvis må leje det ud til tredjepart – dog naturligvis ikke de dage, hvor FC Helsingør spiller på hjemmebane.