Socialdemokrater holdt generalforsamling i kommunalvalgets tegn

15. august 2021

Lørdag holdt op imod 70 socialdemokrater generalforsamling på Konventum. Formand Tage Arentoft aflagde den organisatoriske beretning, og der var orientering ved borgmesterkandidat Claus Christoffersen, Helsingørs kandidat til regionsrådet Martin Thor Pedersen og folketingsmedlem Henrik Møller.

Generalforsamlingens gennemgående tema var det kommende kommunal- og regionsvalg den 16. Det står klart, at socialdemokraterne satser på at vinde valget med en ambitiøs klimapolitik, forbedret velfærd og fokus på stærke fællesskaber.

Socialdemokratiet fejrer netop i disse dage og måneder, at det er 150 år siden partiet blev stiftet. Det blev også nævnt på generalforsamlingen, selv en fejring i Helsingør først kommer i løbet af efteråret. I 1871 fandtes overenskomster ikke, så lønnen var lav, og som arbejdstager havde man ingen rettigheder såsom ferie eller løn under sygdom. Den brede befolkning havde ingen adgang til hverken læge eller sygehus. Der skulle skabes et samfund, der skærmede den menige dansker mod sult og nød. Derfor har socialdemokraterne været drivkraften i udviklingen af det danske velfærdssamfund, vi kender i dag.

Dagens ældste deltager, blev født før den første socialreform i Danmark blev vedtaget i 1933. Det var 92-årige Ingrid Nygaard, der har været medlem af partiet i 74 år. Ungdommen er dog også vigtig for partiet og Tage Arentoft kunne meddele, at partiet har etableret ny DSU-afdeling i Helsingør, så unge politisk interesserede kan samles og være aktive i Helsingørs fremtidige udvikling.

IMG 4510 92-årige Ingrid Nygaard har været medlem af Socialdemokratiet siden 1933. Her ses hun sammen med borgmesterkandidat Claus Christoffersen og folketingsmedlem Henrik Møller