Udfordringerne er tydelige for os alle. Hver 10. af os vurderes at have en psykisk lidelse som fx skizofreni, angst, depression, anoreksi. Vores sårbare og handicappede borgere bliver ældre end tidligere og dermed ofte også mere støttekrævende. I institutionerne og på skolerne oplever man en stigning af børn med diverse diagnoser.
Ja – og så er det som bekendt svært for kommunens økonomi at følge med i de øgede behov.
Vores lokale medier beretter historier om borgere og pårørende, som ikke føler sig hørt og hjulpet. Brugere og pårørende som er tyndslidte og frustrerede. Uforstående over for prioriteringerne hos alt lige fra den enkelte sagsbehandler til de lokale politikere.
Deres virkelighed bør være lysende klar for os alle.
Som pårørende har man intet andet valg end at kæmpe. Uanset om det er ens kone, søn eller søster. De søvnløse nætter og bekymringerne forsvinder aldrig.
Som psykisk sårbar borger har man heller ikke noget valg. Her er der ikke noget, der hedder det sidste møde eller lige om lidt er du videre. Det er bare en evig kamp om at holde tungen lige i munden, mens paragrafferne, ansøgningerne og møderne kommer i en velmenende lind strøm. Som multihandicappet borger er din livsskæbne også sat. Uden mulighed for at tage vare på dig selv og egne behov og dybt afhængig af andres kærlighed og omsorg.
Ej at forglemme kommunens personaler ude på bostederne, pædagogerne, lærerne og sagsbehandlerne, som knokler på for at hjælpe, at støtte borgeren og ikke at mindst efterleve deres egne professionelle ambitioner om at gøre en forskel. Medarbejdere som har valgt at arbejde med lige præcis denne målgruppe. Dette i en verden hvor de oftest bliver bedt om at trylle for at få enderne til at hænge sammen.
Den gordiske knude har vist længe været tydelig for os alle. Den skal hverken den sårbare borger, de pårørende eller sagsbehandleren stå alene med. Det er et fælles ansvar.
Psykiske lidelser, sygdom og handicap kan ramme os alle. Men det er i bund og grund først, hvis det sker, at vi helt forstår, hvor hårdt og udmarvende det er.
Helsingør har en lang tradition for at tage godt vare på vores udsatte borgere. Uanset farven på borgmesterkontoret. Linjen har været tydelig. Helsingør er en kommune, hvor vi passer på hinanden. Vores befolkningssammensætning, vores diversitet og vores sociale profil er i bund og grund en væsentlig del af kommunens DNA.
Værftsby eller kulturbastion - Helsingør er Helsingør. Uden sammenligning. Vi bader ved Snekkersten Havn, køber ind på Prøvestenen og leger turist i Hornbæk.
Men det er selvfølgelig et valg. Et meget aktuelt valg.
Alene på det specialiserede voksenområde er der et merforbrug i forhold til budgetterne på 26 millioner kr. Det er efterhånden bredt politisk anerkendt, at man ikke bare kan finde 26 millioner ved at klippe en hæl og hugge en tå. Kommunes indsatser skal selvfølgelig kigges grundigt igennem. Kan vi udvikle nye tilbud. Arbejde mere forebyggende og hjælpe tidligere.
Men når det er sagt – så kommer vi ikke uden om vores fælles forpligtigelse, vores fælles ansvar. Det koster og kræver, at vi fortsat prioriterer området. Blandt andet ved at tilføre flere ressourcer. Og heri består valget. Det fælles ansvar er nemlig også et valg. Et valg vi skal træffe sammen og på tværs af det politiske spektrum. Vi har alle et ønske om at hjælpe vores mest sårbare medborgere med at skabe sig et meningsfuldt og tilfredsstillende liv med udgangspunkt i deres individuelle problemstillinger. Det er ikke bare godt for den enkelte borger. Men også godt for kommunens økonomi.
Det tror jeg godt, vi kan finde ud af.
Thomas Horn
Byrådsmedlem (S)
