Hvad stemmer du, når vi den 1. juni i år skal til stemmeurnerne? Har du overvejet dit svar på spørgsmålet: ”Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet?”
Det er svært stof bare lige sådan at sige ja eller nej til. Her er, hvordan jeg ser på det.
Forsvarsforbeholdet fik Danmark indført for 30 år siden som en del af efterspillet af folkeafstemningen i 1992 om Maastricht-traktaten. Her havde et flertal af danskerne stemt nej tak til den traktat, som skulle gøre Det Europæiske Fællesskab (EF) til den politisk mere forpligtende Europæiske Union (EU). Før afstemningen i 1992 havde alle medlemslandene i EF veto-ret. Så hvis et land gik imod, kunne et forslag ikke vedtages – ligeledes kunne en traktat ikke træde i kraft. Det danske afstemningsresultat kastede derfor det europæiske fællesskab ud i en af sine hidtil største kriser – et mini-Brexit eller Dexit ville man måske sige i dag.
SF’s daværende formand Holger K. Nielsen havde under det kække slogan ”Holger og Konen siger nej til Unionen” været den fremmeste fortaler for et nej til Maastricht-traktaten. Men det var alligevel ham, der efter nej-afgørelsen foreslog, at partierne gik sammen om et ”nationalt kompromis”. Det var et udspil, han mente både ville kunne respektere danskernes nej og som samtidig muliggjorde udviklingen af EU-samarbejdet. De øvrige europæiske lande accepterede modstræbende at give Danmark særstatus, men det lykkedes. Det vi i dag ville kalde en win-win situation. Danmark fik forhandlet sig frem til en ny aftale med fire forbehold fra Maastricht-traktaten. Den den 18. maj 1993 stemte et flertal af danskerne ja til den nye aftale.
De fire forbehold betyder, at Danmark siden har stået uden for det europæiske samarbejde om forsvar, euroen og dele af EU’s retspolitik. Det 4. og sidste forbehold gjaldt union-borgerskab. Men i dag står der direkte i traktaten, at et unionsborgerskab aldrig kan træde i stedet for et nationalt statsborgerskab. Så det forbehold kan man sige ikke giver mening længere. De øvrige tre gælder stadig.
På grund af forsvarsforbeholdet er Danmark ikke med i EU’s militære operationer, lige som Danmark står uden for de forhandlinger, hvor den militære del af EU’s forsvarspolitik besluttes.
Vores forsvarsforbehold handler lidt selvmodsigende om, at vi ikke vil deltage i et mellemstatsligt, frivilligt samarbejde, hvor alle lande skal være enige, før en politik vedtages. På den måde har Danmarks som det eneste EU-land frasagt sig sin veto-ret. Uden forbeholdet ville vi stadig have fuld selvbestemmelse. Man kan ligefrem sige, at vi uden forbeholdet ville have mere selvbestemmelse, fordi vi i princippet kunne blokere de forslag fra andre lande, der går imod Danmarks interesser.
Diskussionen om Danmarks EU-forbehold, handler også om afgivelse af suverænitet. Det har også bidraget til at skabe modstand mod EU. Diskussionen kan give god mening i forhold til retsforbeholdet eller euro-samarbejdet. Men når det kommer til forsvarsforbeholdet, giver det ingen mening, fordi vi har valgt at holde os ude af et fuldstændigt frivilligt samarbejde.
En anden væsentlig grund til det danske nej til Maastricht-traktaten var danskernes modstand mod en overstatslig Europa-hær. Sandheden er dog, at EU ikke har nogen fælles hær. EU’s medlemslande skiftes til at stille militære styrker til rådighed i to såkaldte kampgrupper. Det kræver enstemmighed blandt alle lande i EU at beslutte en militær mission, og det er frivilligt for hvert enkelt land, om de ønsker at deltage i missionen.
Lige nu står vi en situation, hvor Ruslands leder Vladimir Putin med sin uprovokerede militære konflikt, jeg kalder den en krigsforbrydelse, truer EU’s grænser. Derfor er en fælles europæisk forsvarspolitik vigtigere end nogensinde siden Anden Verdenskrig, selv om EU grundlæggende blev skabt for at bringe fred og demokrati til vores eget kontinent. Nu handler EU også om at beskytte vores kontinent mod fjender udefra.
I lyset af de seneste ugers ulykkelige udvikling i Ukraine er der nu i EU en historisk vilje til at til at bruge EU til et stærkt fælles europæisk forsvar, både politisk og økonomisk. Det er et opgør med årtiers, for nogle lande århundreders, forsvarspolitik. Men det er nødvendigt. EU står nu over for en fjende, der er parat til at gøre unævnelige handlinger.
Skal vi i Danmark sidde med armene over kors og sige ”desværre” kan vi ikke være med, fordi vi har et 30 år gammelt forbehold, der blev skabt i en anden tid? Eller skal vi sammen med resten af EU stemple fuldtonet ind i den fælles kamp for Europas sikkerhed, demokrati, frihed og menneskerettigheder? Man siger i skåltaler, at disse værdier aldrig må tages givet. Den 1. juni skal vi danskere tilkendegive, om vi mener det. Om vi er med i kampen. Mit svar til dette er klart ja. Og mit kryds kommer til at stå i stemmesedlens ja-boks. Et nej vil være en gave til Putin.
